Hvis du syntes at udstyr er fedt, er du på helt rette vej, Sportsklatring er den sportsgren jeg kender der har mest udstyr, dog måske overgået af dykning.
Det starter blidt med Bouldering, først køber man egne klatresko, derefter kalk og kalkpose, men så er man også godt i gang

Så tager man K1 – Topreb og så går man i byen og kommer hjem med en hoftesele, en HMS karabin og en ATC (Eller en GriGRI) samt måske en slynge og en D-karabin men så er man også kørende

Så bliver det tid til K2 – Lead-/ førstemandsklatring så er det ind i friluftbutikken igen da man lige har fået sig nogle julegaveønsker, og køber 10 quickdraws og 40m helreb, men så kan der også klatres på livet løs

Så bliver det tid til S1 – inde til ude kursus, hvor det begynder at blive alvorligt og tage fart, så afsted igen til friluftbutikken (hvor ejeren af friluftbutikken efterhånden begynder at kigge sig om efter en nyere og større båd, med de penge man har lagt hos ham ) det bliver til en clipstick, en hjelm, p-led, 70-80m reb, 10 quickdraws, 1 personligt ankersystem, et par slynger, en rebpose, en ohm, en rebklemme, en pandelygte, nogle D-karabiner, nogle HMS karabiner, en Oval- karabin et par belay briller og en taske til at rumme det hele

Så bliver det tid til traditionelt kursus, afsted til friluftbutikken igen (da ejeren ser mig er vi nu åbenbart på fornavn, og han skal lige afslutte en ordre på computeren, inden han kan betjene mig, hvilket jeg naturligvis venter på, mens jeg får serveret en kop kaffe, og han får bestilt en familieferie til sin storfamilien på 18, det bliver 14dage til Thailand, for de penge jeg forventes at købe for) 1 time senere og nu udstyret med 8 slynger fra 60 – 480cm, 2 sæt kiler 1-10, 1 sæt offset kiler, 1 sæt lige cams, 1 sæt offset cams, et sæt tricams, et sæt Hex 1-10, og en kileudtager, en masse karabiner og så det løse går turen hjem glad, men mit kredit kort virker tyndere end før (friluft butikken er fiktion, men det føles rigtigt, som beskrevet)
